Øjebliksskulpturer

Når jeg taler om øjebliksskulpturer, så mener jeg de små konstellationer, jeg finder i naturen – særligt ved havet. Det er ikke noget, jeg selv bygger eller arrangerer. Tværtimod er det naturen selv, der har lavet dem. Det kan være et stykke tang, der er filtret ind i en gammel korkprop, en plastflig, der blæser op mod en sten, eller en ophobning af skum og drivgods, som har lagt sig på en måde, der pludselig virker fuldkommen.

Det er noget, jeg falder over – ofte i udkanten af synsfeltet, i det næsten usynlige. Jeg fotograferer dem, ikke for at dokumentere, men for at fastholde det her ene øjeblik, hvor noget flygtigt får karakter af en form. Som om verden selv, helt uden min indgriben, har lavet en slags skulptur.

Det er det, jeg mener med øjebliksskulpturer. De er der måske kun et kort øjeblik – inden vinden, lyset eller tidevandet ændrer det hele. Men lige dér, hvor jeg ser det, føles det som om noget falder i hak. Ikke fordi jeg har skabt det, men fordi jeg har opdaget det.